Louise & Karstens hjemmeside

Familie på fire

Madurai og hindubryllup

Vi tog til Madurai for at se Karstens kollega Senthil blive gift med sin søde Gayathria. Hinduistiske bryllupper er meget anderledes end de kristne. De er et orgie af farver og gamle ritualer, som ofte ingen andre end Brahminer-præsterne ved hvad er til for. Vi spurgte bruden og gommen om hvorfor dit og hvorfor dat  - og meget kunne de forklare, men der var også mange detaljer, der ikke fik andet svar end, at det er tradition. Senthil og Gaya sidder i midten, de to tykke mænd med bar overkrop til venstre er præstene. Der skal brændes en masse røgelser, og drysses med ris og blomster (det handler om frugtbarhed) og så er musikken fra de traditionelle indiske trommer og fløjte horn ØREdøvende høj.

Et kokosris bringer lykke og velstand. Det er den hvide kost i forgrunden. Læg mærke til kvindernes smukke silkesarier. Til et bryllup møder man op i sit fineste tøj! Inkl. familien Laursen. Louise har købt sig en silkesari  - den har været på til 2 bryllupper nu.

Her er orkestret  - de sidder på en lille scene, og når præsten, eller brudens far vifter med hånden spiller de endnu højere!

Bruden klæder om 3 gangen i løbet af ceremonien. Først en smuk silkesari fra forældrene—til selve vielsen den traditionelle røde bomuldssari, og til sidst en smuk silkesari fra gommens familie. Her modtager brudeparret velsignelser af de ældre i familien.

Madurai bød også på et besøg i et af de største, fineste og mest berømte hindutempler i Indien. Til venstre et billede af den hellige lotus sø i midten af templet. Ovenover et billede fra den sagnomspundne 1000 søjlers hal.

Alt var overdådigt udsmykket, fra loft til gulv…

Men det allerhelligste, måtte vi altså ikke træde ind i!!!

Vi havde vores egen guide med til at forklare tingene i templet. På billedet er Anbu, Karstens kollega, og hans kone  - de pjatter med Fritjof.

Inden vi fik lov at træde ind i templet, måtte Louise lige ud og handle noget tøj først. Templerne tillader ikke, at man viser ben, skuldre eller kavalergang, så Louise købte sig en meget nordindisk præget Chudhida (udtales: ”tjurida”) særligt til lejligheden. Men må heller ikke have sko på, så det foregik på bare tæer hele vejen rundt.